Danmarks Nationalbank, ombygning, København

Danmarks Nationalbank, ombygning, København


Projekt
Danmarks Nationalbank, ombygning, København

Bygherre
Danmarks Nationalbank

Status
Udført 2002

Arkitekt
MIKKELSEN ARKITEKTER A/S

Ingeniør
Rambøll (Statik), ARUP Facade Engineering

Fotograf
Adam Mørk

Priser
G-Mark Award for Good Design 2002


Danmarks Nationalbank, en historisk og fredet bygning

Danmarks Nationalbank er tegnet af Arne Jacobsen, som i 1961 vandt en indbudt konkurrence om opførelsen af nationalbankens samlede kompleks. Byggeriets første etape blev indviet kort før Jacobsens død, hvorefter Otto Weitling fuldførte de efterfølgende to etaper.

Stig Mikkelsen har som partner i Dissing+Weitling gennem 8 år stået for en række om – og tilbygninger i Nationalbanken. Senest den omfattende renovering og udvidelse af bankens kantine, køkkenområde og tagterrasse, herunder en ny glastrappe. Efter spaltning af Dissing+Weitling i juni 2012 blev projektet aftalt som værende en eksklusiv reference for Stig Mikkelsen, Mikkelsen Arkitekter.

Sensitiv ombygning af ikonisk fredet Arne Jacobsen byggeri

Det er en særlig udfordring i sig selv at bygge til – og indføje ny arkitektur i en så stærk og smuk arkitektonisk helhed som karakteriserer den oprindelige Nationalbank fra Arne Jacobsen og Otto Weitlings hånd. Vi har valgt en strategi, hvor materialevalg og konkrete løsninger, i nogle tilfælde, direkte fører tilbage til den oprindelige udformning, og i andre tilfælde er nye og visionære løsninger, baseret på innovative teknologier og nye materialer. Alt sammen bundet sammen af en klar samlet materiale- og detaljestrategi.

Den arkitektoniske og funktionelle udfordring bestod i at skabe en ny identitet, udvide og opgradere det samlede kantineareal – alt sammen i respekt for Nationalbankens fredede arkitektur. Udvidelsen skulle ske ved at integrere arealer på etagen ovenover og den store udfordring blev at skabe forbindelse mellem etagerne uden at dele arealet nedenunder, men skabe overblik og sammenhæng.

Transparent og luminøs glastrappe forbinder fortid og nutid

Det arkitektoniske svar blev en åben og transparent glastrappe, der forbinder de to etager, skaber sammenhæng og samtidig visuel fokus og identitet ved at trække dagslys ned gennem trappen og de to planer. Det centrale omdrejningspunkt fastholder den nye rumlighed og integrerer det nye projekt.

Glastrappen er den første ”All Glass” trappe, hvor alle bærende elementer er udført i glas. Dette design blev udviklet i tæt samarbejde mellem arkitekt, ingeniør og producent. Alle glaselementer er udført i jernfrit glas, som en hærdet og lamineret konstruktion. At benytte den translucerende trappe er næsten som at gå på lys.

Teknologisk bedrift

Vi har i respekt for Nationalbankens arkitektur tilstræbt et raffineret og nøgternt formsprog, hvor alle beslag og samlinger er fuldt integrerede og planforsænkede i glasplanerne. Glastrappen bæres overordnet af glasvanger, som spænder mellem etagerne, og er sideværts afstivet af glastrin, som sammen med ståltrækbånd under trin fungerer i en selvafstivende træk/tryk konstruktion.

Glastrappen er i sig selv et nyt og innovativt stykke design, som sammen med glastag, nye skranker og podier skaber en egen designmæssig identitet, der er i dialog med, og fremhæver Nationalbankens arkitektur.

For dette design modtog Stig Mikkelsen G-Mark Award for Good Design 2002.

 
 

Lignende projekter

Previous
Previous

Ørestad Boliger, København

Next
Next

Wegnersminde boliger