Nyheder

Vinaconex_projektmappe_web_1120x688
Vietnamesisk statsbesøg

 

Pressemeddelelse 23. september 2013

Vietnamesisk statsbesøg fører til nye bæredygtighedsprojekter for Mikkelsen arkitekter.

Danske Mikkelsen Arkitekter har i forbindelse med den Vietnamesiske præsident, Troung Tan Sangs, officielle danmarksbesøg underskrevet samarbejdsaftale med Vinaconex R&D om en række bæredygtige udviklingsprojekter i Vietnam. Aftalen betyder blandt andet, at Mikkelsen Arkitekter og Vinaconex R&D i forlængelse af arbejdet med den 1.200 ha store Gia Lam masterplan påbegynder samarbejde om tre nye vietnamesiske projekter, herunder et 18 ha stortbæredygtigt boligprojekt i Hanoi og en ny kystby i provinsen Thanh Hoa.   

Aftalen blev underskrevet fredag d. 20. september ved et officielt arrangement i Dansk Industri (DI) arrangeret af DI i samarbejde med Landbrug og Fødevarer og Dansk Rederiforening. Udover præsident Troung Tan Sang deltog blandt andre H.K.H. Kronprins Frederik og Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Karen Hækkerup (S). Aftalen er det seneste tiltag i en række dansk-vietnamesiske samarbejds­projekter indenfor energi- og bygningsområdet, som også Klima, Energi- og Bygningsministeriet er engageret i.

Samarbejdsaftalen betyder, at Mikkelsen Arkitekter i forlængelse af første fase af deres store masterplanprojekt for Gia Lam, som blev sat i værk i 2010 og nu er godkendt, forsætter samarbejdet med Vinaconex og starter på tre nye vietnamesiske udviklingsprojekter. Et af projekterne er et nyt 18 ha bæredygtigt område i Hanoi, der skal disponeres med nye boliger. Teamet skal også udvikle en ny kystby i Thanh Hoa, mens det tredje projekt er boliger og en færgeterminalbygning i Ho Chi Minh City. Ambitionen er, at de tre udviklingsprojekter skal sætte en global standard for bæredygtige byudviklings- og klimatilpasningsprojekter.

Eksport af dansk viden indenfor bæredygtighed

Direktør Stig Mikkelsen, arkitekt maa, FSFE, har gennem de seneste tre år arbejdet med masterplanen for Gia Lam i samarbejde med Vinaconex og Buro Happold. ”For Mikkelsen Arkitekter er bæredygtighed et helt grundlæggende udgangspunkt for alle de projekter, vi engagerer os i, og den nye samarbejdsaftale er en god mulighed for at arbejde med bæredygtighed og grønne koncepter i den helt store skala.”, fortæller Stig Mikkelsen. ”Danmark har på mange områder et velfungerende samarbejde med Vietnam, og vi er et af de førende lande indenfor bæredygtighed. Den viden vi opbygger, har et stort eksportpotentiale. De løsninger, vi udvikler i samarbejde med Vinaconex og Buro Happold, løfter ikke blot de konkrete projekter, men vil ligeledes kunne anvendes i andre udviklingsprojekter i denne del af verden. Vi ser bæredygtighed og energioptimering som drivers for udvikling af ny arkitektur.”

Vand som rekreativ og miljømæssig ressource
I Gia Lam-projektet er vand et centralt element i udviklingen af området. En stor del af det vietnamesiske flod- og søvand er stærkt forurenet, så en vigtig del af projektet består i at udvikle en rensningsstrategi for det forurenede vand, så det både kan bruges rekreativt og som en miljømæssig ressource. Konkret sker det blandt andet ved, at områdets beboere og besøgende får adgang til rekreative vandmiljøer. Desuden skal vandet anvendes til at køle de nye bygninger, som hermed får et godt indeklima, uden at det kræver et stort energiforbrug. Ved hovedsagligt at orientere facader mod nord og syd og samtidig arbejde med store vandflader i bymiljøet opnås en besparelse på energi til køling på op til 40 %.

FAKTA
Socialt boligbyggeri, mixed use og energioptimeret design. 18 ha Hanoi.
Boliger og hotel i nyt havne område, Thanh Hoa.
Boliger og færgeterminalbygning 8,5 ha, Ho Chi Minh City.

Gia Lam – Masterplan for nyt finanscentrum 60.000 indbyggere og 20.000 pendlere
Samlet areal: 1.200 ha. Fase 1 er godkendt.
Bygherre: VIDIFI (Vietnam Development Bank, Bank for Foreign Trade of Vietnam )
Arkitekt: Mikkelsen arkitekter A/S, Vinaconex (VN)
Ingeniør: Buro Happold (UK)

Mikkelsen Arkitekter
Mikkelsen Arkitekter blev grundlagt juni 2012 af Stig Mikkelsen. Tegnestuens 27 medarbejdere er i dag lokalisereret i kontorer på Vesterbrogade og i Carlsbergbyen. I forbindelse med etablering af den nye tegnestue forlod Stig Mikkelsen Dissing+Weitling, hvor han har været i 20 år, heraf de seneste 10 som partner. Stig Mikkelsen overtog egne kunder og eksklusive referencer, herunder nogle af tidens markante byggerier såsom Rambølls nye hovedsæde i Ørestad, Danmarks Radio, renovering og ombygning i Danmarks Nationalbank, Det Kongelige Bibliotek Amager og boligprojektet Frederikskaj. Udover de 3 nye Vietnamesiske projekter, tæller igangværende projekter for Mikkelsen Arkitekter blandt andet en ny laboratorie- og logistikbygning til Bispebjerg hospital, ny Cykel- og Atletikarena for Odense Kommune, opgaver for Københavns Universitet og renovering af det fredede Rødovre Bibliotek, der er tegnet af Arne Jacobsen.

Læs artikel fra :

Estate Media

http://estatemedia.dk/news/singleview/article/mikkelsen-arkitekter-faar-vietnam-ordrer-efter-statsbesoeg.html

Byggeri

http://www.byggeri.dk/nyheder/view_news_temp.php?id=13860

Ugens Erhverv

http://www.ue.dk/byggeri/27401/tre-store-byggeprojekter-i-vietnam-efter-statsbesoeg

Byens Ejendom

http://byensejendom.dk/article/mikkelsen-arkitekter-underskriver-aftale-om-nyt-180000-kvm-stort-projekt-i-vietnam-11878

Building Supply

http://www.building-supply.dk/article/view/111945/mikkelsen_arkitekter_underskriver_kontrakt_pa_tre_nye_projekter?ref=rss

Fotografi: DI

 


Seneste nyheder